Velkommen til Niels Jørgen Jørgensen
Øvrigt14. februar 2024Der er plads til alder og erfaring hos Partner Revision
Efter 45 og ½ år i EY Herning rykker statsautoriseret revisor, Niels Jørgen Jørgensen, teltpælene op og bliver ny i det lokale ekspanderende revisionsfirma
Han var knapt færdig med den et-årige handelsskole efter gymnasietiden, før han søgte inden for revionsbranchen.
Det var i 1978, og den dengang 20-årige Niels Jørgen Jørgensen fik jobbet som revisorelev hos det daværende firma, Revisionskontoret i Herning. Otte år efter var han statsautoriseret revisor og blev partner i selskabet, der i 1986 etablerede sig med kontor i Phønix Huset i Ikast, hvor Niels Jørgen Jørgensen var i 13 år, indtil man flyttede sammen med afdelingen fra Herning i det nybyggede kontor i Birk.
For lidt over fem år siden kunne han fejre 40 års jubilæum i det, der efter en del virksomhedsfusioner, var blevet en del af EY – et af verdens største revisionsfirmaer. To dage før jul havde den nu 66-årige revisor sidste arbejdsdag hos EY og lukkede døren efter 45 ½ år i samme firma.
Men når en dør lukkes, er der en ny, der åbnes, og 1. februar kan Partner Revision’s afdeling i Herning byde velkommen til en erfaren statsautoriseret revisor med et lokalkendskab inden for især små og mellemstore virksomheder, som er funderet i det faktum, at Niels Jørgen dels har boet i Ikast i alle sine 66 år, dels har tradition for langvarige kundekontakter. Derfor glæder Partner Revision sig til at byde den nye kollega velkommen.
"Vi har ingen problemer med at knytte medarbejdere til os, som er oppe i alderen. De har ofte erfaring og indsigt, som er uvurderlig. Og har man lysten til at fortsætte i senioralderen, er det mere end velkomment hos os", siger adm. direktør og statsautoriseret revisor Peter Vinderslev.
Med over 45 års ansættelse under det samme firma kan man undre sig over skiftet netop nu. Men hos EY udløber partnerkontrakten som regel ved 65-årsalderen. Så i 2022 fik Niels Jørgen Jørgensen en mulighed for at fortsætte på en et-årig funktionærkontrakt. "Den udløb sidste år, og pilen set med virksomhedens øjne peger mod en pensionering. Men det var og er jeg ikke klar til eller har lyst til", fortæller Niels Jørgen Jørgensen.
Siden det tidlige efterår har Niels Jørgen været i konstruktiv dialog med Partner Revision, som var interesseret i at ”overtage” Ikast-revisoren. I det samlede billede hører naturligvis også, at EY med sin størrelse, har hovedvægt på de meget store erhvervskunder og børsnoterede selskaber. Og mindre fokus på små og mellemstore virksomheder, som der er flest af i lokalområdet.
"Jeg har altid brændt for de mange små og mellemstore virksomheder på Herning-Ikast-egnen og har haft trofaste kunder helt tilbage fra 1978. Det kundesegment får jeg både tildelt tid og ressourcer til i Partner Revision. Jeg har fulgt firmaet fra sidelinjen gennem alle årene – vi kender jo hinanden i branchen – og har store respekt for det fundament, Partner Revision har skabt og den ekspansion, der er sket. Her kan man være den økonomiske huslæge for mange virksomheder, være i direkte kontakt og dialog med kunderne og være med til at gøre en forskel2, siger Niels Jørgen Jørgensen, der glæder sig til at trække i arbejdstøjet.
Hvor lang tid, der så skal gå, inden han tænker pension, vides ikke endnu. Foreløbig åbner han døren til et spændende jobskifte.
Privat bor han stadig i Ikast, bruger fritiden til at cykle, være sammen med familien, gå til fodbold og nyde fritiden i sommerhuset i Løkken.
For yderligere information kontakt:
Peter Vinderslev, adm. direktør og statsautoriseret revisor, Partner Revision, tlf.: 21 20 20 90
Niels Jørgen Jørgensen, statsautoriseret revisor, Partner Revision tlf. 20 18 61 12
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.
Find din nærmeste afdeling
Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.