Momspligt?
Er der moms på indtægter fra coaching, terapi, supervision mv.?
Moms og afgifter20. marts 2018Flere og flere selvstændige erhvervsdrivende er begyndt at drive virksomhed inden for områder som coaching, terapi, supervision mv. Mange af disse erhvervsdrivende er af den klare opfattelse, at de ikke er momspligtige og derfor ikke skal afregne moms af deres indtægter. Kriterierne for momsfritagelse af coaching, terapi, supervision mv. er imidlertid ret snævre, hvilket reelt medfører momspligt for mange af disse erhvervsdrivende.
Momspligt
Hovedreglen i momsloven er, at levering af tjenesteydelser er momspligtige. Dermed er aktiviteter som coaching, terapi, supervision mv. momspligtige, medmindre de specifikt er omfattet af en af momslovens fritagelsesbestemmelser. Der er typisk to momsfritagelser, som kan bringes i spil:
- Momsfritagelsen for sundhedsydelser
- Momsfritagelsen for undervisning.
Sundhedsydelser
For at momsfritagelsen for sundhedsydelser finder anvendelse, skal den erhvervsdrivende for det første have et vist uddannelsesniveau. Herved forstås, at den erhvervsdrivende enten skal have opnået en autorisation eller have gennemgået en uddannelse bestående af minimum 660 undervisningstimer, hvoraf følgende som minimum skal indgå:
- Anatomi/fysiologi 200 undervisningstimer
- Sygdomslære/farmakologi 100 undervisningstimer
- Den primære behandlingsform 250 undervisningstimer
- Klinikvejledning/klientbehandling 10 undervisningstimer
- Øvrig sundhedsfaglig undervisning 100 undervisningstimer
For så vidt angår psykoterapi, vil undervisningstimerne i anatomi/fysiologi og sygdomslære/farmakologi skulle erstattes af undervisningstimer i den primære behandlingsform, herunder eksempelvis i teoretisk uddannelse inden for det psykoterapeutiske område, egenterapi og modtagelse af supervision. Alle undervisningstimerne skal være relevante for behandling eller forebyggelse af sygdomme. Det betyder, at eksempelvis undervisning i mersalg, salgspsykologi, markedsføring, personlighedsudvikling mv. ikke kan falde ind under ovennævnte kategorier.
Udover at den erhvervsdrivende skal have et vist uddannelsesniveau, skal der også være tale om behandling af personer med henblik på at forebygge, diagnosticere, behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder (anomalier). En erhvervsdrivendes klienter inden for coaching, terapi, supervision mv. kan sjældent betragtes som syge personer, hvorfor momsfritagelsen for sundhedsydelser sjældent finder anvendelse, uanset om behandlingskravet er opfyldt eller ej. For at fritagelsen finder anvendelse, skal der således foreligge en diagnosticeret lidelse, der søges behandlet og helbredt.
Undervisning
Undervisningsfritagelsen omfatter skoleundervisning, undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning. Undtaget fra momsfritagelsen er dog kursusvirksomhed primært rettet mod erhvervsdrivende, når virksomheden drives med gevinst for øje. Kursusvirksomhed er således momspligtig.
En undervisningsydelse, der ikke er skoleundervisning, faglig uddannelse og lignende, er ikke omfattet af fritagelsesbestemmelsen, og er dermed momspligtig. Dette gælder, uanset om fakturaen udstedes til en privatperson eller til en virksomhed/institution.
Coaching, terapi, supervision etc. ydet over for enkeltpersoner kan sjældent betragtes som skolemæssig eller faglig undervisning, hvorfor momsfritagelsen for undervisning som oftest heller ikke vil finde anvendelse for coaching, terapi, supervision etc. Hvis den erhvervsdrivendes kunder er virksomheder eller institutioner, vil der endvidere kunne være tale om momspligtig kursusvirksomhed.
De snævre kriterier for momsfritagelse af coaching, terapi, supervision mv. vil således ofte medføre momspligt for den erhvervsdrivende.
Tilbage til oversigten
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.
Find din nærmeste afdeling
Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.