Loading...

40 års jubilæum hos Partner Revision Ringkøbing

Øvrigt23. juni 2023

40 år med Partner Revision skyldes et godt arbejdsklima og en helt speciel ånd


Statsautoriseret revisor og afdelingsleder i Partner Revision Ringkøbing, Søren H. Andersen, fejrer 40-års jubilæum

Han var 20 år gammel, da han startede som revisorelev og havde ikke i sin vildeste fantasi dengang forestillet sig, at han 40 år senere skulle markere et jubilæum i samme firma. Endda som partner og leder af Partner Revisions kontor i Ringkøbing.
Søren H. Andersen, der oprindeligt stammer fra Bording, og blev uddannet først på Ikast Handelsskole og senere på HH i Herning, blev i 1983 kastet for ”løverne” i det allerede dengang ekspanderende revisionsfirma i Ikast, Partner Revision. De tre ”gamle” garvede var de tre statsautoriserede revisorer Juhl Nielsen, Villy Fiedler og Thorkild Lundsgaard. Og måske var det kombinationen og fascinationen af tal og regnskaber samt den specielle Partner Revision-ånd, de tre herrer stod som garanter for, der fik den unge Søren H. Andersen til både at fortsætte inden for faget – og på samme arbejdsplads.
-Hvis jeg spørger mine tre voksne børn, siger de, at 40 år på samme arbejdsplads er helt skørt. Det vil de aldrig komme til at opleve. Så måske er sådan nogen som mig en uddøende race, siger Søren H. Andersen med et smil.

Den specielle Partner Revision-ånd

Men der er en grund til, at han er blevet i samme firma i så mange år. 
-Det er den specielle ånd blandt os ”gamle” i Partner Revision, den ånd som blev bygget op gennem 80’erne, og som vi stadig bestræber os på at brede ud i organisationen både til de steder, vi har afdelinger og til nye medarbejdere. Det handler om at være kundens rådgivere mere end bare et firma, der leverer regnskaber og budgetter. Og så handler det om, at vi internt har et fantastisk godt arbejdsklima – helt fra de yngste medarbejdere til ledelses- og partner-niveau, siger Søren H. Andersen, der efter HD og cand.merc.aud. i 1998 bestod eksamen som statsautoriseret revisor og året efter blev optaget som partner i Ikast-afdelingen.
Halvandet år efter i 2000 købte Partner Revision revisionsfirmaet ND Revision i Ringkøbing og tilbød Søren H. Andersen stillingen som leder af den nye afdeling i fjordbyen tæt ved havet. Han havde oprindeligt sammen med sin familie drømt om Silkeborg-området, men flytningen til Ringkøbing har de aldrig fortrudt.
-Vi følte os godt modtaget lige fra begyndelsen, og vi elsker at bo i et område med en fantastisk natur, siger Søren H. Andersen, der med sin familie i dag bor i en ældre renoveret villa med udsigt ud over fjorden.

Fra 12 til 35 medarbejdere

Med Søren H. Andersen ved roret voksede Partner Revision i Ringkøbing og bed sig fast i byen ved fjorden. Det betød vækst i medarbejdertallet gennem årene. Senest da Partner Revision i december 2019 overtog medarbejderne fra PWC i Skjern og året efter medarbejderne fra revisionsselskabet EY, der lukkede begge afdelinger i Vestjylland.
-Det har betydet, at vi er vokset fra 12 til 35 medarbejdere, og det har været en fantastisk vækstrejse og en stor fornøjelse. Det er spændende og udfordrende at være chef i en af firmaets største afdelinger, men det skyldes ikke mindst, at vi har rigtig gode medarbejdere, og næsten ingen udskiftning har. Vi har derfor en fornuftig bemanding på kontoret i en tid, hvor branchen skriger efter folk. At være 35 i en afdeling giver mulighed for at tiltrække unge medarbejdere, det giver en større aldersspredning og skaber et dynamisk arbejdsmiljø samt en attraktiv arbejdsplads.
-Ringkøbing-afdelingen er med andre ord godt rustet til fremtidens udfordringer, siger 40-års jubilaren, som ud over revisor-arbejdet også gennem årene har kastet sin energi i foreningslivet. 
Han har været engageret leder og træner i forskellige af byens idrætsklubber, ligesom han bidrog i beregningen af den økonomiske model bag opbygning af Ringkøbings spillested, Generator, hvis revisor han fortsat er i dag.
Det er i øvrigt netop på Generator, at jubilæet den 11. august markeres med en reception. På det tidspunkt vil Søren H. Andersen også være fyldt 60 år. Han runder det skarpe hjørne i sommerferien. 


Privat er Søren H. Andersen gift med Helle Johansson, pædagog, og parret har tre voksne børn, en datter på 28 år, der er junior buyer ved Bestseller, en søn på 26 år, der netop er kommet hjem efter universitetsophold i Norge og en søn på 22 år, der pt. har sabbatår.

 

Tilbage til oversigten

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.

    First Name:

Find din nærmeste afdeling

Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.

 

Se alle vores afdelinger

keyboard_arrow_up